Måske står du og overvejer, hvilke af disse to typer kurser, der vil komme dine medarbejdere og dermed din virksomhed mest til gavn. Sidemandsoplæring og præsentationsteknik kan virke som to sider af samme sag, idet begge dele omhandler kommunikation mellem mennesker. Alligevel er der nogle vigtige forskelle på de to discipliner, som du bør være opmærksom på, inden du foretager valget mellem et kursus i sidemandsoplæring eller et præsentationsteknik-kursus. Disse forskelle spiller nemlig en rolle for, hvorvidt du og dine medarbejdere får netop den indsigt, viden og kompetencer ud af et kursus, som du har ambitioner om.

Sidemandsoplæring handler om læringsstile og læringsbehov

Sidemandsoplæring er en klassisk øvelse i rigtig mange virksomheder og organisationer. En ny kollega er kommet til og skal lære en masse programmer og systemer at kende. Ofte sættes en såkaldt ‘superbruger’ på opgaven. Og vedkommende har med garanti en kæmpe faglig viden om det pågældende system. Det er dog ikke ensbetydende med, at vedkommende reelt kan lære fra sig. Og der opstår problemet. For hvis den nye medarbejder ikke forstår og efterfølgende kan benytte den viden, som vedkommende har fået af sin mere erfarne kollega i sidemandsoplæringen, ja så er begges tid spildt. Og spild af tid er ofte lig med spild af produktivitet og profit.

Hvis dette scenarie er ét, som du som leder ofte oplever i din virksomhed, så er det helt sikkert et kursus i sidemandsoplæring, som du skal vælge frem for et præsentationsteknik-kursus. Et kursus i sidemandsoplæring tager nemlig specifikt hånd om videndeling mellem kolleger. Det sker igennem oplæg, øvelser og debat, der klæder dine medarbejdere på til at forstå både deres egen stil som underviser, men også deres kollegers konkrete læringsstile og -behov.

Et præsentationsteknik-kursus har personlig gennemslagskraft i fokus

Afholdelse af oplæg og præsentationer er en anden begivenhed der, på lige fod med sidemandsoplæring, finder sted på arbejdspladser hele tiden. Men til forskel fra sidemandsoplæring, der sker mellem to kolleger, så skal præsentationer ofte holdes foran større forsamlinger. Måske skal dine mellemledere formidle større strategier til medarbejderne, eller måske har I en salgsafdeling, der ofte skal pitche idéer eller produkter til kunderne.

Det kræver en helt særlig personlig gennemslagskraft at kunne nå ud over rampen med præsentationer, og hvis du oplever, at dine medarbejdere mangler denne gennemslagskraft og generelt indsigt i præsentationsteknikker, så er et præsentationsteknik-kursus det rigtige valg. På et præsentationsteknik-kursus får dine medarbejdere nemlig værktøjer til, hvordan de bedst opbygger præsentationer, der fanger og fastholder publikums interesse samt, samt kendskab til retorik og kropssprog, der kan hjælpe dem med at træde i karakter som formidlere.