Alle mennesker – på tværs af generationer, køn og etnicitet kender til spillet Backgammon. Det er heller ikke så mærkeligt, for brætspillet er en klassiker med mere end 5000 år på bagen. Og et spil overlever ikke tusindvis af menneskegenerationer, hvis ikke det har et modikum af underholdnings- og konkurrencepotentiale.

Du har sikkert selv siddet og spillet backgammon som barn med dine jævnaldrende eller bedsteforældre – men har du nogensinde overvejet, hvordan det fungerer, når man spiller professionelt? Eller hvem, der har titlen som verdens bedste backgammon-spiller?

Hvis du har lyst til at blive klogere på den professionelle side af backgammon, skal du blot læse videre.

Hvordan spiller man professionelt?

Man kan både spille online og offline. Danske Sander Lylloff, der blev nummer 4 på Gigantlisten for 2007 (Gigantlisten er backgammons version af Hall of Fame – den laves hvert andet år på baggrund af nomineringer fra verdens bedste spillere), startede med at spille på caféer på Strøget, hvor han gamblede om småpenge. I år 2002 begyndte man at kunne spille backgammon på nettet, og det var her, at Sander Lylloff virkelig begyndte at kunne hive penge hjem.

For at kunne være en ‘rigtig’ professionel spiller, er det nødvendigt, at man kan tjene nok penge på sit spil til at kunne forsørge sig selv. Dette kan man både gøre online og ved live turneringer – backgammon er ikke typisk et spil, som man ser i kasinoer.

Man kan tjene rigtig mange penge på at spille, hvis blot man har de rette evner, en matematisk hjerne og gambler-mentalitet. Der er dog flere penge i poker, så mange professionelle backgammon-spillere ender med at spille poker på grund af de højere summer.

Hvem er verdens backgammon-spiller?

Det er svært at sige, men blandt kendere bliver amerikaneren Paul Magriel, som døde i 2018, anset for at være verdens bedste spiller. I løbet af sit liv vandt Paul Magriel flere backgammon-turneringer end nogen anden, og hans succes som spiller skulle i høj grad være årsag til, at det gamle spil fik en renæssance i de sene 1970’ere og 1980’ere. Paul Magriel har skrevet flere bøger om spillet, blandt andet ”Backgammon” fra 1976, der bliver anset for at være spillets bibel, og ”An Introduction to Backgammon: A Step-By-Step Guide” fra 1978.

Den nuværende verdensmester inden for backgammon er Masayuki Mochizuki, der blev kåret i 2017. På Gigantlisten for 2017 figurer også 7 danskere, heriblandt Lars Trabolt, der blev verdens nummer 7, Steen Grønbech (nummer 13) og Thomas Kristensen (nummer 14).